13.01.2008
Nyt uddannelsestilbud: Frederikshavn Badminton Academy
Sportschef i Vendsyssel Elite Badminton, Peter R. Jensen, åbner 1. september Frederikshavn Badminton Academy (FBA).
Målet er, at akademiet tiltrækker nogle af verdens bedste og Danmarks mest talentfulde spillere. Danmark er et af de absolut mest eftertragtede lande, når det gælder udvikling af badmintonspillere. Der findes allerede et par lignende akademier på Sjælland. Det ene har med succes eksisteret siden 2002. FBA bliver det første af slagsen vest for Storebælt.
Peter R. Jensen er p.t. i kontakt med en halv snes spillere fra bl.a. Italien, Indien, Kina, Indonesien og Danmark, som har vist interesse for akademiet.
- Spillerne skal som udgangspunkt bo i Frederikshavn, og de skal selv – typisk støttet af deres respektive forbund - betale husleje og udgifter til fortæring med mere. Det vil sige, at der også for kommunen er spændende perspektiver i akademiet, siger Peter R. Jensen.
I løbet af tre år er det målet, at 16 spillere går på FBA. De skal alle hverdage i perioden fra 1. september til 1. juni træne to timer om formiddagen. Derudover består en typisk uge af tre fysiske træningspas, ligesom spillerne tilknyttes en række klubber, hvor de træner to-tre aftener om ugen. Der vil blive tale om klubber både i og udenfor Nordjylland.
- Jeg drømmer om, at akademiet bliver en løftestang for nordjysk badminton. Vi kan pludselig tilbyde områdets største talenter et attraktivt træningsmiljø. Det vil betyde, at vi har muligheden for at beholde talenterne længere tid, mener Peter R. Jensen.
Han nævner Kamilla Juhl, Camilla Sørensen, Christinna Pedersen og Jan Ø. Jørgensen som eksempler på nordjyske badmintontalenter, der var tvunget til at forlade Nordjylland i en tidlig alder.
FBA vil ligeledes gøre det nemmere for de nordjyske klubber at finde trænere, som mange steder er en mangelvare i dag.
- Det vil være oplagt at bruge spillerne på akademiet som ungdomstrænere om eftermiddagen. VEB’s kinesiske spiller, Yu Qi, er allerede træner i Bindslev, og de er meget glade for hende, oplyser Peter R. Jensen.