HOVEDSPONSORER
VEB’s kampprogram




Bold- og tøjsponsor



Facebook



20.08.2008
Thomas Røjkjær: - Det tegner rigtig godt

VEB-spilleren Thomas Røjkjær varmer op til den forestående sæson i Badmintonligaen med dette indlæg.

Så starter sæsonen om små to uger - tirsdag d. 2. september - og for tredje gang ud af tre mulige i Badmintonligaen lægger vi ud med en TV-kamp. I år er det imod guldfavoritterne for tredje år i træk (uden at have indfriet dem endnu!), Team Vestsjælland.

Siden sidste sæson har VEB igen vist sig som en af de førende klubber indenfor nytænkning i dansk badminton. Her tænker jeg på oprettelsen af Frederikshavn Badminton Academy, anført af Peter R. Jensen. Med et akademi i byen sikrer man muligheden for, at talentudvikling ikke altid behøver at foregå i Århus eller Brøndby. Derudover sikrer man et træningsmiljø, der kan hamle op med forbundstræningen, og som kan gøre det attraktivt for gode spillere at spille og træne i Frederikshavn. Dette er bestemt en styrkelse af VEB her og nu, men i særdeleshed også i fremtiden!

Der er sket nogle udskiftninger både på og omkring holdet, som efter en mindre sjov sæson sidste år nok også var nødvendige. Ind er kommet Judith, Camilla, Dorte (½ sæson), Eric og Janek. Ud over at de er nye spillere i VEB, så har man her fået fat på nogle spillere, som alle brænder for holdet.

Der vil helt klart være en stor forskel på udstrålingen og sammenholdet på 08/09-holdet sammenlignet med tidligere år. Dette skyldes ikke kun spillernes enorme motivation for den danske holdturnering, men i høj grad også at træner Claus Poulsen er kommet til med en masse nye ideer, som allerede nu har rystet holdet mere sammen end tidligere set - så det tegner rigtig godt!

Resultatmæssigt er det som altid svært at spå om en sæson, før den rigtigt er kommet i gang, men jeg vil alligevel godt forsøge at ridse holdende op:

Greve – sidste års mestre: Greve ser ud til at have forstærket sig ret markant siden sidste sæson. De har mistet Michael Lamp (Lillerød), men i stedet fået polske Robert Mateusiak, som var i kvartfinalen i både mix og double ved OL samt VEB’s Christinna Pedersen. Spændende bliver det at se, om ”Chris” kan bide sig fast på holdet, når skadede Britta Andersen vender tilbage.

BS København – sidste års 2’er: BS har fået Gail Emms, som efter sigende skulle trappe ned efter OL(?!) og Anne Marie Pedersen og Rune Ulsing fra Vestsjælland. Både Gail og Rune går ind og forstærker holdet, som muligvis skubber en Joachim Fischer ned på 2. holdet – sikke et luksusproblem! Klubben har mistet Lena Frier til Århus og super-reserven Janek Roos til VEB.

Værløse – sidste års 3’er: VB har samme hold som i fjor. Ingen ud og ingen ind. Holdets normale 1. HS Michael Christensen har været ude hele foråret med en rygskade, som også har fået ham til at måtte stoppe på forbundstræningen. Derudover bliver det spændende at se, om Martin Lundgaards slidte krop kan holde, nu hvor han er gået på ”pension” efter OL.

Århus Elite Badminton – sidste års 4’er: Århus har mistet både Camilla og Judith til VEB, og i stedet har de fået to tidligere VEB’ere Lena Frier og Anna Rice. Derudover er Majken Vange gravid og kommer ikke til at spille i år. Alt i alt ser Århus svækket ud i forhold til tidligere, men de unge spillere har før overrasket.

Team Vestsjælland – sidste års 5’er: TV er for 3. år i træk guldfavorit – uden på noget tidspunkt at have været i nærheden af guldet! Denne gang har de dog fået købt sig så gode spillere, at det næsten ikke kan gå galt. Peter Gade, Donna Kellogg og unge Camilla Overgård er kommet til, mens Rune Ulsing (BSK), Anne Marie Pedersen (BSK) og Mette Schjoldager (Skovshoved) er væk. Holdet ligner en favorit i 5 ud af 6 enkeltkampe imod næsten alle hold, hvilket gør dem uhyggelige.

Lillerød – sidste års 6’er: LB har mistet både Niels-Chr. Kaldau (Skovshoved), Jon Holst (stopper) og kinesiske Xi Zhang (muligvis en ny kineser på vej?). Ind er kommet Michael Lamp (Greve) og Petr Koukal (Herlev). Alt i alt ser Lillerød svækket ud, specielt på pigesiden, men en udlænding kan nå at komme endnu…

VEB – sidste års 7’er: Sidste sæson var en stor skuffelse for alle omkring VEB! Men skader, afbud og manglende ”tur i den” gjorde, at vi endte i den kedelige ende af tabellen. Det skal der laves om på. Ind er kommet Judith, Camilla, Dorte (½ sæson), Eric og Janek. Et halvt nyt hold, som har gjort os mere komplette, og med spillere som ”tænder” på at være et hold. Vi har mistet Anup, Tracey, Flandy og ikke mindst Rikke lidt endnu, som dog er tilbage omkring jul efter fødsel. I år er det ikke udenlandske profiler, der skal trække os op, men i stedet en enorm teamspirit, som der aldrig har været set før, og som nok har manglet i afgørende situationer. Spændende bliver det i hvert fald.

Gentofte – oprykkere fra 1. division: Gentofte har fået Martin Delfs (Hillerød), men ellers ikke forstærket sig. Umiddelbart er det et hold, der er bedst i bredden, men som jeg spår får det svært i ligaen, hvor det ikke er 13, men kun 6 kampe i holdkampene.

Hvordan ender det så…
Mit bud er som følger:
- Team Vestsjælland
- Greve
- BS København
- Vendsyssel
- Værløse
- Lillerød
- Århus Elite Badminton
- Gentofte

Selvfølgelig er jeg optimist og har farvede briller på, men med heldet på de rigtige tidspunkter som i 06/07-sæsonen, så ender vi i Top 4. Top 3 ser for svær ud, men der er før sket mange overraskelser i Badmintonligaen, så mon ikke det sker igen i år?




Grundspil - 2024/2025
Tirsdag 3. september
Værløse - VEB: 2-7

Torsdag 5. september
VEB - RSL Odense OBK: 7-2

Tirsdag 24. september
Aalborg Triton - VEB: 0-9

Tirsdag 5. november
Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4

Torsdag 7. november
VEB - Team Skælskør/Slagelse: 9-0

Tirsdag 26. november
VEB - Skovshoved: 4-5

Fredag 29. november
Hvidovre - VEB: 2-7

Tirsdag 18. februar kl. 19.00 i Arena Nord
VEB - Gentofte

Fredag 21. februar kl. 18.30 i Solrød Idrætscenter
Solrød Strand - VEB

VEB's hjemmebane
Her træner VEB


Design and powered by IdeFA Gruppen