04.11.2010
Canadisk comeback i Vendsyssel
VEB henter den canadiske damesingle Anna Rice ind som erstatning for den langtidsskadede Camilla Sørensen.
Anna Rice (nr. to fra venstre) ses her sammen med bl.a. Wilson Kipketer under OL i Beijing i 2008.
- Midt i sæsonen er det stort set umuligt at finde kvalificerede forstærkninger, og derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes os at grave Anna Rice frem. Hun har boet i Danmark i mange år, men er nu flyttet hjem til Canada. Da hun har spillet mere end fem sæsoner i Danmark, er hun registreret som dansker, og det har gjort det muligt for os at lave en aftale med hende, siger en meget glad VEB-sportschef, Peter R. Jensen.
Hun stoppede sin internationale karriere i forbindelse med Commonwealth Games i Indien for en måned siden og er nu påbegyndt et civilt job hjemme i Canada, så hun flyver frem og tilbage mellem kampene.
- Anna Rice har tidligere spillet for VEB i to sæsoner. Men sine evner på banen og fantastiske personlighed uden for banen var hun en nøglespiller, da vi rykkede op i Ligaen og allerede i første sæson kvalificerede os til semifinalerne, husker Peter R. Jensen.
30-årige Anna Rice beklager, at det et en alvorlig skade, som giver hende comeback i VEB-trøjen.
- Jeg er begejstret for igen at skulle spille for VEB i Ligaen, men jeg er ked af Camilla Sørensens skade. Hun er dejlig pige og et stærkt konkurrencemenneske. Tiden i VEB var noget ganske særligt, og derfor føler jeg det som et privilegium, at jeg igen får chancen i VEB. Jeg vil gøre mit bedste for, at VEB igen kvalificerer sig til semifinalerne, siger Anna Rice.
Den canadiske forstærkning påfører VEB ekstra omkostninger. Det tillader klubbens økonomi dog ikke.
- Heldigvis har vi en fantastisk hovedsponsor i Nordjyske Bank. De har igen valgt at hjælpe os specifikt i denne sag, og det er vi både glade for og taknemmelige over, siger Peter R. Jensen.
VEB spiller tirsdag 9. november hjemme mod Ikast.