08.11.2023
Får VEB skovlen under Kim Astrup, Vittinghus og co.?
Tre sikre sejre på hjemmebane og tre knebne nederlag på udebane. Det er status for VEB's danske mestre inden torsdagens hjemmekamp i Badmintonligaen mod oprykkerne fra Hvidovre.
Efter tre hjemmekampe i Arena Nord i Frederikshavn spiller VEB denne gang i Skagen Sportscenter, hvor publikum - ud over VEB's egne spillere - kan se frem til at opleve blandt andre formstærke Kim Astrup, den altid velspillende veteran Hans-Kristian Vittinghus og landsholdsspilleren Mathias Thyrri.
- Der er længe siden, at vi har oplevet et oprykkerhold være så stærke, som det er tilfældet med Hvidovre, og vi ser jo også, at de er en seriøs kandidat til en plads i Top 4, som kvalificerer sig til DM-semifinalerne, siger VEB's cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.
Med kun tre runder igen indtager VEB tredjepladsen med 43 point, mens Hvidovre er nr. fem med 37 point. Der spilles om 12 point i hver kamp, så alt kan ske.
Interessen for kampen i Skagen er stor. 150 har tilmeldt sig spisning, så der bliver tætpakket på tilskuerpladserne i Skagen Sportscenter.
- Jeg håber virkelig, at publikum giver den gas. Det kan være med til at afgøre, at kampen vipper over til vores fordel, hvilket vi har brug for, så vi kan udbygge forspringet til Hvidovre, siger Allan Kolbro Nielsen.
VEB tabte tirsdag aften 3-6 i Skovshoved. Her var holdet svækket af skader, men reserverne leverede en flot og helhjertet indsats. Det gælder i øvrigt hele holdet. Alle spillere fik ros af trænerteamet Allan Kolbro Nielsen, Jan Ø. Jørgensen og Rune Dam Dyhr. Førstnævnte kaldte det ligefrem "sæsonens fedeste kamp".
- Hvad skaderne angår, ser det heldigvis bedre ud, men torsdagens lette træning afgør vores holdopstilling, fortæller cheftræneren.
Sikkert er det dog, at den 19-årige ukrainer Polina Buhrova for første gang skal i aktion for VEB på hjemmebane. Et par håndfulde ukrainere har meldt deres ankomst og hepper på hende.
Polina Buhrova er en vild type, som kan høres på banen. Hun er ikke så nordjysk i sin fremtoning. Hun minder mere om spanieren Carolina Marin, så det bliver en anderledes oplevelse for publikum i Skagen.
Der er kampstart kl. 19.00 og gratis adgang i Skagen Sportscenter, hvor Sparekassen Danmark er kampsponsor.