28.07.2024
VEB forstærker sig med fransk europamester og OL-deltager
Den franske OL-deltager Delphine Delrue tørner i den kommende sæson ud for Vendsyssel Elite Badminton. Der er tale om en markant forstærkning.
Delphine Delrue ses i den grønne ring.
25-årige Delphine Delrue ligger nr. 14 i verden i mixeddouble, og dermed bliver hun den næsthøjest rangerende spiller i Badmintonligaen i denne kategori.
- Vi har ledt efter en forstærkning, og der må vi virkelig sige, at vi henter en spiller fra øverste hylde, udtaler VEB's formand, Jan R. Jensen.
For to måneder siden vandt hun sammen med Thom Gicquel EM-guld i mixeddouble. Det franske par besejrede i finalen Alexandra Bøje/Mathias Christiansen, og i semifinalen slog de Amalie Magelund/Mathias Thyrri.
- Vi glæder os til at præsentere Delpine Delrue i de danske haller - og naturligvis især i Arena Nord, hvor vi spiller sæsonens første hjemmekamp torsdag 5. september mod Odense, siger Jan R. Jensen.
Delphine Delrue deltager i øjeblikket i OL på hjemmebane i Paris, hvor stemningen i Porte de La Chapelle Arena har været fantastisk de første dage.
Delphine Delrue bliver den anden franske spiller nogensinde i VEB. Julien Maio var den første. Han skiftede til VEB i sæsonen 2023/2024.
- Vi har fra første kamp været meget glade for Julien Maio. Han er en publikumsfavorit, som altid yder sit bedste. Det sætter vores tilskuere pris på, og derfor er vi glade for, at han snupper endnu en sæson i VEB, fortæller Jan R. Jensen.