29.04.2011
Unge nordjyder får chancen i Forza Denmark International
Flere nordjyske ungdomsspillere får i næste uge deres internationale debut i seniorregi. Det sker, når Arena Nord i Frederikshavn i dagene 5.-8. maj danner ramme om badmintonturneringen Forza Denmark International, som har deltagelse 185 spillere fra 25 nationer. Turneringen er den første, som tæller i kvalifikationen til OL i London næste år, og det betyder, at deltagerfeltet i specielt de to singlerækker er meget stærkt.
I herresingle er Danmarks næstbedste spiller, Jan Ø. Jørgensen, topseedet. Han står til at møde landsmanden Hans-Kristian Vittinghus i finalen, mens Vendsyssel Elite Badmintons Eric Pang er seedet til semifinalerne.
Netop Jan Ø. Jørgensen kan blive Hjørring-spilleren Victor Svendsens modstander i anden runde. Dette brag af en kamp kræver dog, at den 15-årige vendelbo i første runde skaber en overraskelse i opgøret mod Gabriel Ulldahl fra Sverige.
16-årige Mikkel B. Krogh fra Brønderslev kan se frem til en duel med Hans-Kristian Vittinghus i anden runde, hvis han vinder sin kvalifikationskamp og selvfølgelig første runde, hvor modstanderen er Mathias Kristiansen fra Ikast.
17-årige Frederik Aalestrup, som bor i Støvring og repræsenterer Triton Aalborg, har fået den bedste lodtrækning af de unge nordjyder. Han har gode chancer for at spille sig videre til anden runde, hvor der venter en spændende kamp mod enten Peter Mikkelsen, Lillerød, eller ireren Scott Evans, Gentofte – begge førstesingle i Badmintonligaen.
I damesingle forsøger 16-årige Kristina Weesgaard fra Skagen (VEB) at kvalificere sig til hovedturneringen. Det vil dog være en overraskelse, hvis det lykkes for hende at erobre de to krævede sejre.
De første kampe spilles torsdag eftermiddag og aften. Fredag er der fjerbold på programmet fra kl. 9.00 til 22.00. Lørdag kl. 9.00 begynder kvartfinalerne, og kl. 14.00 gælder det semifinalerne. Finalerne i alle fem rækker – damesingle, herresingle, mixeddouble, damedouble og herredouble – afvikles søndag fra kl. 10.00 til ca. 15.00.
Der er gratis adgang alle fire dage i Arena Nord, hvor der skal spilles godt 200 kampe, inden præmiesummen på 15.000 dollars er fordelt.
Vendsyssel Elite Badminton og Arena Nord har indgået en tre-årig aftale med Danmarks Badminton Forbund om afviklingen af Forza Denmark International.
- Målsætningen det første år er at lave en turnering, der af spillerne vil blive opfattet som en af de bedste i Europa. Med Arena Nord som ramme kan det ikke blive bedre, men vi bliver målt på flere områder. Transport fra lufthavnen, hoteller, bespisning, aktiviteter og tilbud i Arena Nord med mere, siger VEB’s formand, Jan R. Jensen.