Bold- og tøjsponsor |
|
|
|
Facebook |
|
|
|
|
|
03.01.2017
VEB's onde ånd stod i vejen for den syvende sejr i træk
Værløse er VEB's onde ånd. Det blev slået fast med syvtommersøm, da Værløse tirsdag aften stoppede VEB's imponerende række af sejre. Seks kampe i træk havde VEB vundet, inden holdet - iklædt sorte reservetrøjer - gik på banen i Værløse og tabte 2-4 efter en meget lang, tæt og spændende dyst.
Trods nederlaget betyder resultaterne i næstsidste spillerunde, at VEB er sikker på en Top 4-placering, hvilket på papiret gør holdet til favorit i kvartfinalerne.
Topopgøret i Værløse varede næsten tre timer, og det hele begyndte med fire tætte opgør, som alle blev afgjort i tre sæt. Noget overraskende tabte Lasse Mølhede og Zvonimir Durkinjak med 20-22, 21-14, 17-21 til den tidligere VEB-spiller Nikolaj Overgaard og Steven Olesen. Det havde VEB-lejren ikke kalkuleret med, og sejren bragte Værløse foran 3-1. Her var der spillet over to timer af den tætte holdkamp.
Fem minutter tidligere var Værløse kommet på 2-1. VEB-parret Maria Helsbøl og sæsondebutanten Nicky Bach var ikke levnet mange chancer mod Søren Gravholt og Mai Surrow, men cifrene 13-21, 27-25, 19-21 viser, hvor tæt VEB var på at chokere alle ekspertvurderinger. Helsbøl spiller stor set med nye makkere i hver holdkamp, men leverer alligevel altid varen.
Værløse kom på 1-0 ved at vinde i damedouble. VEB's to svenskere, Clara Nistad og Emma Wengberg, var bagud 17-20 i første sæt, men vandt 22-20. Desværre tabte de herefter 15-21, 12-21 til Værløse-parret Thilde Mattisson og Julie Finne-Ipsen, der vist nok slog ny rekord i ikke at være klar, når modstanderne skulle serve. Utroligt, at dommerne tillod dette.
VEB's Beiwen Zhang udlignede til 1-1, men amerikaneren var tydeligt hæmmet af en alt for lang flyrejse - på grund af forsinkelse - fra USA til Danmark. I flere faser af kampen lignede hun en groggy bokser uden fast grund under fødderne. Og bagud 14-18 i tredje sæt var kampen næsten afskrevet. Men hatten af for Beiwen Zhang. Hun vandt 21-15, 16-21, 22-20 over Anna Thea Madsen, som givetvis især ærgrer sig over, at VEB-spilleren i løbet af bare et minut gik fra 14-18 til 18-18.
Bagud 1-3 skulle VEB vinde begge herresingler for at fremtvinge et Golden Set, og det lykkedes ikke. Der var ikke meget nytårsraket over Victor Svendsen. Han blev i første herresingle besejret med 16-21, 10-21 af Rasmus Messerschmidt, og dermed var det en kendsgerning, at alle tre point blev i Værløse.
Det betyder, at Værløse overhaler VEB på andenpladsen. Inden sidste spillerunde på mandag har Værløse 18 point, mens VEB og Skælskør/Slagelse har 17 point. Netop sjællænderne møder VEB mandag aften i Skagen, hvor Værløse skal en tur til Solrød.
Vi skylder lige at fortælle, at Raul Must sørgede for en fin VEB-afslutning i Værløse ved at vinde med 10-21, 21-16, 27-25 (!) over Mikkel Mikkelsen. VEB-spilleren overlevede en håndfuld matchbolde, inden han vandt. Her viste uret 22.02. Topopgøret varede altså over tre timer, og fem af kampene var ude i tre tætte sæt.
I de seneste syv sæsoner har VEB og Værløse mødt hinanden ni gange, og historiebøgerne beretter blot om én VEB-sejr.
|
|
|
Grundspil - 2024/2025 Tirsdag 3. september Værløse - VEB: 2-7
Torsdag 5. september VEB - RSL Odense OBK: 7-2
Tirsdag 24. september Aalborg Triton - VEB: 0-9
Tirsdag 5. november Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4
Torsdag 7. november kl. 19.00 i Skagen Sportscenter VEB - Team Skælskør/Slagelse
Tirsdag 26. november kl. 19.00 i Arena Nord VEB - Skovshoved
Fredag 29. november kl. 18.30 i HBC-Hallen Hvidovre - VEB
Kampene mod Solrød Strand og Gentofte spilles i februar 2025.
|
|