22.09.2023
Første nederlag i over 10 måneder - debut til ung ukrainsk damesingle
Vendsyssel Elite Badminton led fredag aften sit første nederlag i Badmintonligaen i over 10 måneder. VEB's danske mestre gav debut til en 19-årig ukrainer, som er nr. 63 på verdensranglisten.
VEB tabte alle fem doubler i Odense, men vandt til gengæld fire singler. Dermed endte det velspillede og spændende ligaopgør med en sejr på 5-4 til Odense, hvilket giver fynboerne syv point, mens VEB må nøjes med fem.
- Jeg letter på hatten for Odense. De var i absolut stærkeste opstilling og spillede en virkelig flot holdkamp. Jeg kan ikke sætte en finger på vores arbejdsindsats, siger VEB's cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.
VEB var klar over, at Odenses doubler var meget stærke med Maiken Fruergaard, Sara Thygesen, de to skotske landsholdsspillere Alexander Dunn og Adam Hall samt William Kryger Boe og Christian Faust Kjær.
- Vores mål var at vinde de fire singler og en eller to doubler, men sådan gik det desværre ikke, erkender VEB-træneren.
VEB vandt stensikkert de fire singler, der alle blev vundet i to sæt - og 15 var det højeste, som Odense fik i et sæt. Fire af fem doubler derimod blev afgjort i tre sæt.
Se resultaterne her.
VEB havde en 19-årig ukrainsk debutant med. Polina Buhrova afløser i denne sæson Beiwen Zhang, som koncentrerer sig om at være klar til OL i Paris næste sommer.
Den unge ukrainer viste en herlig indstilling på banen. Faktisk mente dommeren, at hun var lidt for ivrig med at juble, så VEB-spilleren fik et par henstillinger.
- Hun har en superfed udstråling. Hende bliver vi glade for, udtaler Allan Kolbro Nielsen.
Polina Buhrova bor i øjeblikket i Italien, men flytter snart til Esbjerg. Hun har ikke set sine forældre i to et halvt år.
Allerede på tirsdag skal VEB i aktion igen. Her kommer topholdet Højbjerg/Via Biler - med blandt andre Anders Skaarup, Line Kjærsfeldt og Amalie Magelund - på besøg i Arena Nord.
Højbjerg/Via Biler er noteret for 28 point efter tre kampe. Det er to mere end Skovshoved og VEB på de næste pladser.