Bold- og tøjsponsor |
|
|
|
Facebook |
|
|
|
|
|
05.12.2018
Victor Svendsen: - Vi følte måske lidt, at vi kunne gå på vandet
"Højt at flyve, dybt at falde". Det er én af mest brugte klicheer i sportsjournalistik, og den passer desværre perfekt til at beskrive Vendsyssel Elite Badmintons nedtur onsdag aften i Greve.
Badmintonligaens nr. tre og fire tørnede sammen i Greve, og efter mandagens overraskende og meget flotte 4-2-sejr over Skovshoveds danske mestre var humøret højt og optimismen stor i VEB-lejren, da spillerne fløj til København.
Hovedparten af holdet leverede dog en indsats langt under middel. Især de tre spillere, som imponerede mest i sejren over Skovshoved, bør være flove over deres elendige spil. Det drejer sig om Victor Svendsen i første herresingle og Cheryl Seinen/Robin Tabeling i mixeddouble.
- Pinligt. Jeg føler, jeg lige er begyndt til badminton. Jeg havde ingen fornemmelse på banen. Jeg tror, vi kom med den forkerte attitude. Vi følte måske lidt, at vi kunne gå på vandet, og vi var ikke klar til at løbe den ekstra kilometer, udtaler Victor Svendsen.
Han tabte 10/21, 14/21 til inderen Dey Subhankar i aftenens femte kamp, der ellers var udråbt som en tæt affære.
I åbningskampen var VEB's Cheryl Seinen/Robin Tabeling derimod storfavoritter i opgøret mod "badminton-pensionisten" Anders Kristiansen og Ditte Søby Hansen. Hollænderne vandt jo mandag over Christinna Pedersen/Joachim Fischer.
VEB-parret var ubesejret i sine fire kampe i Badmintonligaen, men onsdag aften lignede hollænderne to visne tulipaner. De fandt aldrig melodien, erobrede ikke styringen og leverede en skrækkelig indsats mod et par, som bestemt ikke var skræmmende.
DUMPET. Det er karakteren ud for Victor Svendsen, Cheryl Seinen og Robin Tabeling.
Beiwen Zhang sørgede for VEB's eneste sejr i Greve. Amerikaneren vandt 21/17, 21/13 over Michelle Skødstrup.
Også Raul Must slap fra "topopgøret" med æren i behold, selv om han led sit første nederlag i denne sæson. Esterens batterier løb tør i tredje sæt, så han blev slået med 17/21, 21/19, 8/21 af finnen Kalle Koljonen. Indstillingen fejlede dog ingenting, og det var klart duellen i anden herresingle, som bød på mest seværdig badminton.
I herredouble kunne Zvonimir Durkinjak/Rune Christtreu som ventet ikke gøre noget ved David Daugaard/Mathias Christiansen. VEB-parret tabte 7/21, 13/21.
Stillingen var 4-1 til Greve, da Kirsty Gilmour/Clara Nistad gik i gang i damedouble. En utaknemmelig situation. VEB håbede på lidt oprejsning, men løb ind i endnu en lussing på 11/21, 11/21 til Rikke Søby Hansen/Amalie Magelund Krogh.
Nederlaget betyder, at VEB rykker ned på femtepladsen. Der resterer kun to runder af grundspillet - 29. og 31. januar.
De to bedste går direkte i semifinalerne, mens nr. 3-6 spiller kvartfinaler. VEB er fem point foran Højbjerg på syvendepladsen, og netop aarhusianerne møder VEB i næste runde på hjemmebane. Tør VEB efter aftenens skuffelse at kigge opad, er holdet to point efter Greve på andenpladsen.
|
|
|
Grundspil - 2024/2025 Tirsdag 3. september Værløse - VEB: 2-7
Torsdag 5. september VEB - RSL Odense OBK: 7-2
Tirsdag 24. september Aalborg Triton - VEB: 0-9
Tirsdag 5. november Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4
Torsdag 7. november kl. 19.00 i Skagen Sportscenter VEB - Team Skælskør/Slagelse
Tirsdag 26. november kl. 19.00 i Arena Nord VEB - Skovshoved
Fredag 29. november kl. 18.30 i HBC-Hallen Hvidovre - VEB
Kampene mod Solrød Strand og Gentofte spilles i februar 2025.
|
|