Bold- og tøjsponsor |
|
|
|
Facebook |
|
|
|
|
|
28.10.2019
VEB triumferer i topkamp - vinder 6-3 over Greve
Vendsyssel Elite Badminton vandt mandag aften med 6-3 i Arena Nord over Greve i Badmintonligaen. Stillingen var 3-3, men VEB-sejre i de tre sidste kampe betød, at VEB - med tre bonuspoint - forøgede sin pointkonto med ni point, mens Greve måtte nøjes med tre point i Frederikshavn.
Med hver to sejre spillede Christinna Pedersen, Robin Tabeling og Victor Svendsen nøgleroller i kampen, der også vil blive husket for en stærk indsats af en toptændt Jan Ø. Jørgensen i første herresingle.
- Jan har været så klar hele weekenden, og det var tydeligt at se i aften, smilte VEB-træner Allan Kolbro Nielsen.
Det hele begyndte med to kampe, der sluttede på samme tidspunkt. VEB's Kirsty Gilmour vandt 21/10, 21/10 over Gayle Mahulette. Til gengæld tabte Kamilla Rytter Juhl/Jacco Arends med 14/21, 15/21 i anden mixeddouble til Ditte Søby/Mathias Christiansen.
Første mixeddouble varede en time, og det var på forhånd en nøglekamp. Til stor glæde for de 770 tilskuere i Arena Nord vandt velspillende Christinna Pedersen/Robin Tabeling med 21/13, 14/21, 21/16 over Amalie Magelund/Niclas Nøhr.
2-1 til VEB. Det blev dog hurtigt 2-2, fordi Debora Jille tabte 12/21, 14/21 til den unge indoneser Isra Faradilla.
Jan Ø. Jørgensen bragte VEB foran 3-2 ved at slå inderen Dey Subhankar med 21/18, 21/15. Det var en fornøjelse at se, hvordan rutinerede Jan Ø. Jørgensen udstrålede stor spillelyst, gejst og vindermentalitet.
- Jeg ville bare gerne rigtigt gerne vinde heroppe på hjemmebane og vise, hvad jeg kan. Det var ikke kønt hele vejen igennem, men der var god fight, og det betalte sig i sidste ende, lød det fra Jan Ø. Jørgensen.
Greve kom på 3-3 i første herredouble. Et opgør, som bød på masser af underholdende dueller, men Greve-parret var som ventet for stærke for Jacco Arends/Zvonimir Durkinjak, som tabte 14/21, 15/21 til Mathias Christiansen/David Daugaard.
På dette tidspunkt var Victor Svendsen i gang med en alt for spændende kamp mod Sebastian Bugtrup. Greve-spilleren tog stikket hjem i første sæt med 21/18. I anden sæt førte "Viggo" med 19-13. Bugtrup udlignede til 19-19, men VEB-spilleren fremtvang et tredje sæt ved at vinde 21/19.
På banen ved siden vandt Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen 21/13, 21/14 over Amalie Magelund/Ditte Søby. Skønt at se de knyttede næver og kampråb fra VEB-pigerne. 4-3 til VEB.
Det blev 5-3, da Victor Svendsen vandt 21/12 i tredje sæt. Både Victor Svendsen og Sebastian Bugtrup skulle spille anden herredouble, så de havde reelt krav på 15 minutters pause. De nøjedes med fem. Tak for det.
Med tre bonuspoint til uddeling var den sidste herredouble særdeles vigtig. En VEB-sejr ville betyde 9-3 i point, mens en Greve-sejr ville være lig med 7-5.
Set med VEB-øjne tog Robin Tabeling/Victor Svendsen heldigvis straks styringen, og den afgav de aldrig i kampen. Især Victor Svendsen imponerede med fornuftige bolde og gode server. 21/16, 21/14 vandt VEB-parret over Niclas Nøhr/Sebastian Bugtrup.
- Jeg ramte dagen i doublen, og så har jo Robin. Jeg dækker et hjørne, og så tager han resten af banen, fortalte en glad Victor Svendsen.
770 tilskuere er stærkt på en mandag aften.
- Det er bare i orden. Jeg opfordrer folk til at blive ved med at komme, for det betyder helt vildt meget. Jeg håber også, at der er folk, som bliver inspirerede og får lyst til at spille badminton, siger Jan Ø. Jørgensen.
VEB ligger efter aftenens kampe på andenpladsen med 22 point. Skovshoved fører med 24 point. Højbjerg er på tredjepladsen med 21 point. Netop Højbjerg er VEB's næste modstander, 26. november i Aarhus.
|
|
|
Grundspil - 2024/2025 Tirsdag 3. september Værløse - VEB: 2-7
Torsdag 5. september VEB - RSL Odense OBK: 7-2
Tirsdag 24. september Aalborg Triton - VEB: 0-9
Tirsdag 5. november Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4
Torsdag 7. november kl. 19.00 i Skagen Sportscenter VEB - Team Skælskør/Slagelse
Tirsdag 26. november kl. 19.00 i Arena Nord VEB - Skovshoved
Fredag 29. november kl. 18.30 i HBC-Hallen Hvidovre - VEB
Kampene mod Solrød Strand og Gentofte spilles i februar 2025.
|
|