02.04.2024
VEB's danske mestre snublede i DM-semifinalen
Vendsyssel Elite Badmintons dobbelte forsvarende danske mestre tabte tirsdag aften 2-5 til Skovshoved i DM-semifinalen på Krøyersvej i Skovshoved. Dermed skal VEB spille om bronze hjemme mod Team Skælskør-Slagelse, der i den anden semifinale tabte 1-5 til Højbjerg/Via Biler.
- Jeg er skuffet. For at vinde i Skovshoved skal alle spillere ramme topniveauet, og det gjorde vi ikke i aften, sagde en slukøret VEB-cheftræner Allan Kolbro Nielsen.
VEB håbede på sejre i begge mixeddoubler, som indledte kampen. Cheryl Seinen/Robin Tabeling vandt planmæssigt 21/13, 20/22, 21/12 over Sara Lundgaard/Mikkel Mikkelsen, men Debora Jille/Julien Maio tabte 17/21, 15/21 til Mette Poulsen/Joel Eipe.
Mere ventet var det, at Victor Svendsen tabte til Mads Christophersen, men 15/21, 17/21 indikerer, at VEB-spilleren var lidt længere fra sejren end håbet.
Det blev også 3-1 til hjemmeholdet, da Line Christophersen besejrede Kirsty Gilmour med 21/12, 21/15. Skotten ramte ikke det niveau, hun plejer.
I anden damesingle var VEB's Frederikke Østergaard undertippet mod esteren Kristin Kuuba, men momentum i kampen var tæt på at svinge over på VEB's banehalvdel, da VEB-spilleren havde matchbold i andet sæt ved stillingen 21/20. Desværre tabte hun 21/17, 21/23, 16/21.
I stedet for 3-2 var stillingen nu 4-1 til Skovshoved.
Cheryl Seinen/Debora Jille reducerede til 4-2 med en sejr på 21/14, 21/17 over Mette Poulsen/Sara Lundgaard.
Semifinalen blev afgjort, da Lasse Mølhede/Julien Maio tabte 18/21, 18/21 til Daniel Lundgaard/Joel Eipe - igen et nederlag, som set med VEB-briller var skuffende.
- Det bedste hold vandt i aften, og det var desværre ikke os. Nu vil vi slutte sæsonen med en bronzemedalje på hjemmebane, udtaler Allan Kolbro Nielsen.
Bronzekampen spilles som udgangspunkt tirsdag 7. maj i Arena Nord, men VEB håber, at de to klubber får lov til at fremrykke kampen.