27.11.2014
Borgmesteren slog Scott Evans i VEB's 4-2 sejr over Gentofte
Med en overraskende 4-2 sejr over Gentofte er Vendsyssel Elite Badminton fortsat med i kapløbet om den sidste plads i kvartfinalerne efter nytår.
VEB's "borgmester", Peter Mikkelsen, lagde grundstenen til den tiltrængte triumf, da han uventet besejrede Scott Evans i først runde. Kampen udviklede sig til en tempofyldt affære, hvilket passede den 32-årige VEB-spiller fint. Han vandt i fem sæt med cifrene 11-9, 5-11, 11-9, 5-11, 11-6 over verdensranglistens nr. 31.
Inden aftenens opgør i Arena Nord var formstærke Scott Evans noteret for seks sejre i seks ligakampe i denne sæson. Han har blandt andet slået Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus. Så hatten af for Peter Mikkelsen, der fortsat kun har tabt to kampe i Frederikshavn i sine fire sæsoner i VEB.
- Det handlede om at få ham ud af rytmen, og det lykkedes. Vi vil begge gerne ind og slås og slå lidt. Han er ikke sådan en løber, som jeg har mødt de sidste par gange, og derfor havde jeg overskud hele vejen igennem, udtalte Peter Mikkelsen.
Den spændende kamp fik et lidt ærgerligt "efterspil", da Scott Evans ikke havde lyst til at sige tak for kampen til Peter Mikkelsen.
På banen ved siden havde Eva Lee og Zvonimir Durkinjak bragt VEB foran 1-0. De tabte første 9-11 til Ida Købke og Frederik Colberg, men vandt herefter 11-6, 11-9, 11-7. Kampen blev aldrig det store sus, men efter 0-6 ydmygelsen senest mod Odense var det vigtigt for VEB at komme på tavlen.
Helt efter bogen reducerede Marie Røpke og Line Kruse til 1-2 ved at vinde sikkert i tre sæt over Paula Lynn Obanana og Stasa Poznanovic.
Og så holdt publikum elles vejret, for kunne Ville Lång erobre sin blot anden sejr i syv kampe i VEB-trøjen? Efter sine mange nederlag er finnen blevet overhalet på ranglisten af Peter Mikkelsen, så Ville Lång spillede anden herresingle mod Joshua Eipe.
Den 29-årige finne erobrede søndag karrierens største titel, da han strøg til tops i GP-turneringen i Skotland. Måske er det hans nye turkisfarvede knæstrømper, som gør det? Efter en lidt tøvende åbning vandt Ville Lång problemfrit med 11-8, 11-4, 11-5.
3-1 til VEB. Gentoftes David Daugaard og Mathias Christiansen reducerede i herredouble. Frederik Aalestrup, som i sine femte kamp på VEB's ligahold for første gang prøvede at spillede på hjemmebane, tabte i tre sæt sammen med Martin Kragh. 7-11, 5-11, 6-11 endte kampen - i tredje sæt førte VEB-parret ellers med 5-0.
Nu var det op til Telma Santos at sikre VEB alle tre point. Og det gjorde den herlige fighter fra Portugal. Hun spillede flot og aggressivt og vandt over Camilla Overgaard med 11-9, 11-7, 11-9.
- Om jeg var nervøs? Nej, jeg nød at spille den afgørende kamp, smilte Telma Santos efter 4-2 sejren over Gentofte.
Med sejren rykker VEB forbi Gentofte. VEB ligger nr. otte med syv point, mens Gentofte på niendepladsen har seks point. Forskellen på de to placeringer er enorm. Nr. 8 spiller kvartfinaler efter nytår, mens nr. 9 skal ud i seks nervepirrende kvalifikationskampe mod nr. 10 i Ligaen samt nr. 1 og 2 i 1. division.
- Vi er lykkelige over sejren og især måden, vi vandt på. I aften viste vi den indstilling, som vi skal i alle kampe, siger VEB's formand, Jan R. Jensen.
Der resterer to spillerunder. VEB møder Greve ude og Skovshoved hjemme. Gentofte mangler Solrød hjemme og Værløse ude. Gentofte bør således få flere point, og dermed er VEB tvunget til at overraske i én af holdets sidste to meget vanskelige kampe, hvis ottendepladsen skal forsvares.