HOVEDSPONSORER
VEB’s kampprogram




Bold- og tøjsponsor



Facebook



12.10.2009
Sæsonens første VEB-sejr - 4-2 over Nordsjælland

VEB erobrede mandag aften sæsonens første sejr. Hele 575 tilskuere i Arena Nord var på plads, da VEB besejrede Lillerød/Hillerød-sammenslutningen med 4-2.

Se de enkelte resultater

VEB satsede på en 3-1 føring inden dame- og herredoublen, men stillingen var i stedet 2-2. Det var derfor med meget bange anelser, at de to sidste kampe blev sat i gang. Dem vender vi tilbage til.

Stillingen var som ventet 1-1 efter første runde. Eric Pang var overlegen mod Emil Poulsen, der i Martin Billes og Peter Rasmussens fravær var forfremmet til første herresingle.

I mixeddouble trak Trine Niemeier og Jacob Chemnitz stikket hjem i to sæt. 21-17, 22-20 vandt de over Dorte Ledet og Peter Steffensen.

- Det var surt, at vi ikke vandt andet sæt, men typisk os i denne sæson vinder vi ikke de tætte kampe, siger VEB-sportschef Peter R. Jensen.

Det skulle blive værre endnu. Efter at Kristian Midtgaard - med langt mere besvær end ventet i første sæt - bragte VEB foran 2-1, var det planen, at ubesejrede Camilla Sørensen skulle vinde over Karina Jørgensen.

Det begyndte godt. Camilla var stærkere fysisk og vandt 21-15 i første sæt. I andet sæt overlevede VEB-spilleren to sætbolde ved 18-20, men tabte 20-22. I tredje sæt tilspillede Camilla sig fire matchbolde ved 20-16. Ak, ak. Ligesom Midtgaard i sidste uge mod Århus tabte Camilla fire dueller i træk.

20-20. Yes, Camilla bringer sig foran 21-20. Femte matchbold til VEB. Nordsjælland-spilleren udligner til 21-21. Camilla sender bolden i nettet. Matchbold til Karina Jørgensen, som synker sammen i glæde, da Camilla ikke når frem til et drop. Stilhed i Arena Nord. 2-2.

- Møg, møg, møg. Camilla spillede perfekt hele tredje sæt, men nogle gange sker der bare noget, når du kommer på 20. Du vil så gerne afgøre det hele, især på hjemmebane, men glemmer måske taktikken. Nu var det endnu mere en typisk VEB-kamp. De små marginaler var imod os. Det var op ad bakke, og 3-3 var pludselig et godt resultat, fortæller Peter R. Jensen.

Sportschefens humør blev ikke bedre af, at Helene Kirkegaard og Mette van Dalm tabte 19-21 i første sæt til Ann Nielsen og Rikke Olsen Siegemund. Heldigvis blev VEB-parret stærkere og stærkere, som kampen skred frem. De vandt 21-17 i andet sæt, og bragte sig foran 9-4 i tredje sæt.

På det tidspunkt tog Simon Mollyhus og Robert Blair stikket hjem i herredouble. 21-17, 21-5 vandt VEB-parret. Bortset fra en walkover-gevinst mod Team Skælskør-Slagelse var det VEB's første sejr i herredouble siden marts 2008.

- Molly og Blair spillede som forventet. De er utroligt gode i serv-serv situationerne. I andet sæt udstrålede de en fantastisk selvtillid. Jeg tror, vi er på vej mod nye tider i herredouble. Molly og Blair kan, når de kommer i topform, bide skeer med de bedste par i Ligaen, vurderer Peter R. Jensen.

Molly imponerede med fire servees i kampen. Meget usædvanligt.

Nu var det op til Helene og Mette at køre sejren hjem. Det så godt ud. VEB førte 17-9 og 20-14. Men nervøsiteten bredte sig blandt de 575 tilskuere, da Nordsjælland reducerede til 17-20. Så fulgte en af de sjældne tju-bang-dueller i kampen. Den kunne gå til begge sider, men endelig var marginalerne med VEB.

- Vi arbejdede meget med det taktiske undervejs i kampen, og det handlede om, at Mette og Helene ikke trykkede for meget på dem. Til sidst blev de for ivrige og gik væk fra konceptet, men heldigvis holdt vi dem hjem, smiler Peter R. Jensen.

Med sæsonens første sejre i anden herresingle samt dame- og herredouble lykkedes det at vinde 4-2 - og avancere til den rigtige side af slutspilsstregen.

- Sejren var ekstrem vigtig. Nu har vi bragt os i en situation, hvor vi selv afgør, om vi skal i Top 6. Næste gang gælder det KMB på hjemmebane. Det bliver endnu sværere end mod Nordsjælland, men målet er tre point igen, fastslår VEB's sportschef.

VEB møder KMB fredag 6. november kl. 19.00 i Arena Nord.




Grundspil - 2024/2025
Tirsdag 3. september
Værløse - VEB: 2-7

Torsdag 5. september
VEB - RSL Odense OBK: 7-2

Tirsdag 24. september
Aalborg Triton - VEB: 0-9

Tirsdag 5. november
Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4

Torsdag 7. november kl. 19.00 i Skagen Sportscenter
VEB - Team Skælskør/Slagelse

Tirsdag 26. november kl. 19.00 i Arena Nord
VEB - Skovshoved

Fredag 29. november kl. 18.30 i HBC-Hallen
Hvidovre - VEB

Kampene mod Solrød Strand og Gentofte spilles i februar 2025.

VEB's hjemmebane
Her træner VEB


Design and powered by IdeFA Gruppen