HOVEDSPONSORER
VEB’s kampprogram




Bold- og tøjsponsor



Facebook



29.09.2015
VEB førte 3-0 over de danske mestre, men tabte 3-4

VEB førte med 3-0 over Greves danske mestre, men tabte 3-4 efter Golden Set. Ved stillingen 3-0 førte VEB's herredouble endda med 17-14 i tredje sæt, men tabte 19-21. Og ved stillingen 3-2 var VEB's Peter Mikkelsen foran med 19-16 i tredje sæt, men tabte 19-21. I Golden Set var Joachim Persson bedst og besejrede Ville Lång med 21-14.

Ét point i Arena Nord mod de regerende danske mestre ville under normale omstændigheder have skabt stor tilfredshed hos VEB. Men ikke i aften. Det var en væmmelig nedtur inden de kommende to særdeles vanskelige udekampe mod Skovshoved og Skælskør/Slagelse.

Det var en stor overraskelse i mixeddouble, som banede vejen for den uventede føring på 3-0. Josephine van Zaane og Lasse Mølhede besejrede Isabella Nielsen og hollænderen Jacco Arends (han er nr. 15 på verdensranglisten) med 21-19, 19-21, 21-18.

Stærkt spillet af de to unge VEB-spillere - og især skønt for Josephine van Zaane, at hun i tredje forsøg fik sin første sejr for VEB i Badmintonligaen. Den giver endnu mere appetit på livet i det skrappe selskab.

Kati Tolmoff var storfavorit i damesingle og vandt 21-16, 21-16 over Amalie Hertz Hansen. 2-0 yil VEB. Det så godt ud, men Ville Lång lignede til gengæld ikke en mand, som havde tænkt sig at besejre Brice Leverdez. Han tabte 18-21 i første sæt og kom også bagud i andet sæt. Men finnen er jo kendt som en fighter. Han fik kontakt med franskmanden ved 14-14 og vandt 21-18. Herefter var der udsolgt hos Greve-spilleren. Ville bragte sig foran med 13-2 i tredje sæt - de to Greve-point faldt efter to servefejl. 21-10 til VEB-spilleren og nu 3-0 til hjemmeholdet. Og tredje sejr af tre mulige i denne sæson til Ville Lång.

Meget overraskende tabte Jonatan Nordh og Zvonimir Durkinjak første sæt til Jelle Maas og Patrick Buhl. De var i kontrol i åbningsfasen, men spillede en skidt kamp og tabte 17-21, 22-20, 19-21. De to helte fra sæsonens første hjemmekamp blev lige pludselig skurke. De fleste troede, at denne kamp var sikker, og VEB havde næsten pakket tre point ned i badmintontaskerne. Især da VEB-parret kom igen, vandt andet sæt og førte 11-6, 16-13, og 17-14 i afgørende sæt. Men Durkinjak og Nordh blev straffet for at tænke sig for lidt om i deres meget offensive spil. Der manglede variation. Desuden var Greve-parret klart bedst defensivt.

I damedouble blev Camilla Sørensen og Maria Helsbøl blæst af banen. De tabte 14-21, 11-21 til søstrene Rikke og Ditte Søby Hansen. Også dette var en kamp, som VEB på forhånd betegnede sig som favoritter i, så det var en skuffelse af de store, at Peter Mikkelsen nu skulle vinde over Joachim Persson for at sikre alle tre point. 

Borgmesteren havde aldrig tabt til Persson inden aftenens møde, men det har han desværre nu. Peter Mikkelsen fik ellers en drømmestart og vandt første sæt med 21-12. Andet sæt bød til gengæld på så mange fejl, at vi må kalde det for Peter Mikkelsens værste som VEB-spiller. Han viste dog sit format ved at rejse sig i tredje sæt. Her førte han 6-3, 12-9, 17-14 og 19-16. Publikum bakkede ham flot op, og han lignede en matchvinder. Men da kampen skulle afgøres, svigtede han. Surt for borgmesteren, som har åbnet sæsonen med tre nederlag, og i begge hjemmekampe er gået foruroligende kold i slutfasen.

VEB havde til sidst valget mellem herredouble og herresingle i Golden Set. Valget faldt på herresingle, men her spillede Joachim Persson for hurtigt for Ville Lång. Finnen kæmpede sig ganske vist op fra 4-9 til 9-9, men herfra snuppede Greve-spilleren fem point i træk. Og nærmere end 14-16 kom VEB-spilleren ikke.

4-3 til Greve. Øv, øv og tre gange øv. 




Grundspil - 2024/2025
Tirsdag 3. september
Værløse - VEB: 2-7

Torsdag 5. september
VEB - RSL Odense OBK: 7-2

Tirsdag 24. september
Aalborg Triton - VEB: 0-9

Tirsdag 5. november
Højbjerg/Via Biler - VEB: 5-4

Torsdag 7. november kl. 19.00 i Skagen Sportscenter
VEB - Team Skælskør/Slagelse

Tirsdag 26. november kl. 19.00 i Arena Nord
VEB - Skovshoved

Fredag 29. november kl. 18.30 i HBC-Hallen
Hvidovre - VEB

Kampene mod Solrød Strand og Gentofte spilles i februar 2025.

VEB's hjemmebane
Her træner VEB


Design and powered by IdeFA Gruppen