- Jeg er stolt over, at jeg igen i næste sæson skal repræsentere Vendsyssel i den danske liga.
Sådan siger en smilende Robin Tabeling i en videohilsen fra Holland, hvor han sammen med resten af de hollandske landsholdsspillere har travlt med at genfinde formen efter en lang corona-pause.
VEB har forlænget kontrakten med den dygtige doublespiller, der er helt oppe som nr. 16 på verdensranglisten i mixeddouble med Selena Piek. Parret lå for et år siden nr. 43, men har siden august været at finde mellem de 16 bedste i verden.
- Den danske liga er en af de stærkeste i Europa med topspillere fra hele verden, stærke hold og spændende kampe. Jeg glæder mig til at se alle igen i Arena Nord, hvor vi skal lave en "crazy" atmosfære, siger 26-årige Robin Tabeling.
Han skal i gang med sin tredje sæson i VEB, og her bliver det interessant at se, om hollænderen bliver sat sammen med VEB-tilgangen Mathias Christiansen.
- De kommer helt sikkert til at spille sammen i nogle kampe, men det er endnu for tidligt at gå i detaljer om vores opstilling. Vi er først og fremmest glade for, at Robin fortsætter i VEB. Han er en dygtige spiller og en fantastisk positiv fyr, som er fyldt med god energi, siger VEB-træner Allan Kolbro Nielsen.
I denne sæson blev Robin Tabeling noteret for ni sejre og fem nederlag i Badmintonligaen.