Vendsyssel Elite Badminton har 20-års jubilæum. Det markeres 2. påskedag med sponsorcykelløb, fællestræning for ungdomsspillere fra moderklubberne i Hjørring, Skagen og Frederikshavn samt reception i Skagen Sportscenter.
VEB så dagens lys i 2002, da lokalrivalerne Frederikshavn Badmintonklub og Skagen Badmintonklub besluttede at lave et fælleshold. Hjørring Badminton Klub kom først med i 2016.
- Vi lagde os sammen inden kommunesammenlægningen. Der var store følelser indblandet, men historien har vist, at det var den rigtige beslutning, mener Jan R. Jensen, som har været formand i alle 20 år.
De seneste seks år er VEB sluttet i top 3 i grundspillet i Badmintonligaen, hvor holdet har været uafbrudt siden 2006. Det er dog "kun" blevet til to bronzemedaljer.
Jubilæet markeres altså mandag 18. april. Det er bare to dage før VICTOR Final 4 i Brøndby Hallen, hvor VEB onsdag aften møder Værløse i DM-semifinalen.
Der er sponsorcykelløb kl. 10-12 på en 20 kilometer lang tur i Skagen, som bringer deltagerne forbi blandt andet Gl. Skagen, Grenen og den nye del af havnen.
Fra kl. 11-13 er der fællestræning for ungdomsspillere fra de tre moderklubber. Det er blandt andet ligaspilleren Zvonimir Durkinjak, som står for denne træning, der afsluttes med hotdogs og sodavand i hallen.
Fra kl. 13-15 er der jubilæumsreception i cafeteriet på første sal i Skagen Sportscenter. Her er sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige med flere inviteret.
- Vi har allerede den glæde, at Nordjyske Bank har meldt sin ankomst med en check på 10.000 kroner. De var hovedsponsor fra start og har været en vigtig sponsor for os i alle 20 år, siger Jan R. Jensen.