Beiwen Zhang vinder over verdensranglistens nr. tre
Beiwen Zhang fra Vendsyssel Elite Badminton fik torsdag aften skovlen under nr. tre på verdensranglisten, Pusarla V. Sindhu fra Indien, i en af verdens mest prestigefyldte turneringer.
BCA Indonesia Open er én af kun seks turneringer i den såkaldte World Superseries Premier. Præmiesummen i Jakarta er én million dollars. Det er den højeste præmiesum i hele sæsonen sammen med sæsonfinalen i Dubai.
Det er første gang, at VEB's stærke amerikanske damesingle vinder over Pusarla V. Sindhu. Det var fjerde gang, de to spillere mødtes, og kampene er i alle tilfælde blevet afgjort i tredje sæt.
Beiwen Zhang leverede en formidabel præstation og vandt 15-21, 21-12, 21-18 over den indiske verdensstjerne, som er et kæmpe sportsnavn i hjemlandet.
VEB-spilleren er selv netop rykket op som nr. 10 på verdensranglisten. Det er hendes bedste placering nogensinde. Fredag venter kineseren Sun Yu i kvartfinalerne. Hun ligger nr. seks på verdensranglisten. De har mødt hinanden fire gange, og Sun Yu fører 3-1 i de indbyrdes opgør. Beiwen Zhang besejrede kineseren i oktober sidste år i Frankrig.